Huset er gennemgået en stor om- og tilbygning hvor målsætningen har været at bevare stilen fra det oprindelige lille romantiske sommerhus fra 20’erne. Huset er forlænget med 4 meter med et udskud mod syd der giver en dejlig hyggekrog til sofaarrangementet i den udvidede og lyse stue. En stor taskekvist danner rammerne om et stort lyst opholdsrum på 1. sal der kan ombygges til to værelser med hemse. Et udskud på nordsiden af huset med vinduer over hjørnerne giver et lyst og åbent køkken, hvorfra man kan følge med i hvad der sker såvel i haven som i stuen. Med åbningen mellem spisestue og det nye køkken får man kontakt med spisestuen. I en ny frontespice over det eksisterende indgangsparti er der indrettet et nyt lyst og moderne badeværelse, samt skabt mere lys og luft over trappen med nicher i alle vægge.
En altan til soveværelset er undervejs.