Ny villa i Farum
Nybygget raffineret, diskret og moderne lavenergihus tildelt Furesø By & Land diplom i 2019. Med masser af lys samt kontakt til haven og naturen mod syd og lidt mere lukket ud mod vejen. Gennemført håndværk med rå overflader og masser af delikate detaljer. Udført i en minimalistisk stil med gedigne materialer; mursten, gulve og lyddæmpende listelofter i douglasgran. Køkken og øvrig fast inventar i amerikansk valnød fra Københavns Møbelsnedkeri. Gulvbelægning Jura kalksten i badeværelser og køkken. Der er etableret jordvarme og installeret regnvandsanlæg til toiletskyl og tøjvask. Alle vægge er opført af 28.000 genbrugte Hamborgsten hvilket alene giver en besparelse for miljøet på 14 tons CO₂.
Furesø By & Land diplom i 2019
” I svinget, hvor det gamle villakvarter støder op til det naturskønne område ved præstegårdsjorderne ligger huset særdeles velplaceret. Orienteret mod Storebjerg, med kik til Farum sø, Farum kirke og Landsbyen.
Huset tilpasser sig den spektakulære beliggenhed på en måde som på forbilledlig vis respekterer landskabet og de kulturhistoriske værdier og er opført med stor forståelse for stedets oprindelige karakter, som er gældende for området.
Boligen er opført med målrettet stillingtagen til både miljø, genanvendelighed og dermed bæredygtighed. Huset opvarmes med radiatorer kombineret med gulvvarme fra nyt vertikalt jordvarmeanlæg, samt med solcellepaneler på taget og genvexsystem. Regnvand genbruges til toiletskyl. De smukke gule mursten, som står som blank mur både ude og inde, er genanvendte gamle håndstrøgne Hamborgsten.
Huset fremstår afklaret i dets detaljer og valg af materialer – der er valgt en smuk gul sten til facaden, elegant afslutning på udhæng, karakteren og proportionering af vinduer og døre er sikkert. Havens beplantning og belægninger bidrager i højeste grad til, at helheden – indgangspartiet og forhaven fremstår stille og privat, smuk belægning i granit og fint afskærmende bøgehække.
Et “anonymt” byggeri – men her ligger en skønhed og sikkerhed, som er værd at belønne – smukt indpasset til stedets oprindelige karakter og med dy respekt for omgivelserne.
Som anerkendelse af denne bevidste stillingtagen til kombinationen af beliggenhed, miljø og arkitektur har Furesø By og Land valgt at tildele foreningens diplom for god bygningskultur.”